Dybt inde i det bjergrige Supramonte-distrikt på Sardiniens østkyst, gemt mellem klipper, oliventræer og vinmarker ligger hotel Su Gologone. Myrtle- og rosmarinbuske fylder luften med deres parfumer og den blå himmel står i skærende kontrast til hotellets hvide flader. Men det hvide får ikke lov at stå alene, for en sjælden samling af sardisk kunst fylder ikke blot væggene på hotellet. Her er kunst overalt. Behøver man at nævne, at ejeren – ud over at være kunstsamler – selv er kunstner og designer.
Ikke blot på Sardinien eller i Italien, men i hele verden er Giovanna Palimodde i kunstkredse kendt for sin enorme samling og viden om især lokal, sardisk kunst og kunsthåndværk. Der er en helt særlig energi over Giovanna – en energi og kreativitet der blandt meget andet har udmøntet sig i tilblivelsen af netop hotel Su Gologone.
Hotellet har i alt 70 værelser i forskellige størrelser og kategorier. Fælles for alle er naturligvis – ud over den høje komfort – at de er særdeles smagfuldt indrettet med masser af kunst. På alle typer af værelser er der air condition, minibar, telefon, værdiskab, tv, hårtørrer og hjemmesko. Værelserne - og hotellet generelt - er, ud over kunst, indrettet med specialdesignede møbler produceret netop hertil. Her spiller nyt og gammelt op til hinanden i en fin og fuldendt harmoni.
På hotel Su Gologone finder man desuden – efter manges mening – Sardiniens bedste restaurant. I virkeligheden tager hele hotellet sit udspring i netop denne restaurant, fra hvilken hotellet i etaper er vokset frem. Morgenmaden serveres i henholdsvis restauranten, på terrasserne med det exceptionelle vue over det klipperige landskab samt i det gamle bagerværksted med dets gårdhave. Råvarerne er hentet på de omkringliggende gårde, ligesom vinen der serveres i restauranten og i den spændende vinkælder, for hovedpartens vedkommende er fra Sardinien.
Hotel Su Gologone ligger 20 minutters kørsel fra det krystalklare vand ved Cala Cartoe – en fin sandstrand omgivet af klipper. Området byder på masser af spændende kulturelle og naturmæssige oplevelser. Blandt andet finder man afskiltede vandreture i kløfter og langs floder samt en meget interessant og unik kultur i de nærliggende små-byer.
På hotellet tilbydes en lang række tilbud og services. Eksempelvis vises der ugentligt film på tagterrassen under stjernerne ligesom der også ugentligt er underholdning med folkesang udøvet af lokale tenorer. På drømmeterrassen vil der ligeledes ugentligt tilbydes astronomi-undervisning efter middagen og på ønsketerrassen – der hvor der fra kl. 19 dagligt serveres aperitif fra coctailbaren, tilbydes yogalektioner; personligt eller i hold. Desuden finder man i biblioteket en unik samling af gammelt legetøj.
Desuden tilbydes vin- og grappasmagning i vinkælderen, hvor man også serveres et udvalg af lokale oste, pølser og skinker. Der er på hotellet bordtennis, billard, tennisbane jacuzzi og naturligvis swimming pool og et mindre fitness-rum. Der kan lejes forskellige former for cykler ligesom hotellet arrangerer guidede ture til fods, på hesteryg, i Land Rover, quad, kano og båd samt klippeklatring. Endelig afholdes en lang, varieret række workshops i diverse kunst- og brugshåndværk.