- +45 2032 0313
- [email protected]
- You Go ApS, DK-7100 Vejle
- +45 2032 0313
- [email protected]
- You Go ApS, DK-7100 Vejle
Af Manja Mikeli, Livingday, Vejle
Jeg forbinder altid citroner med Italien. På vores rejser dertil ser vi mange citrontræer og overalt kan du købe flotte, gule og solmodne citroner. Italienerne bruger denne gule frugt meget i deres mad – og det gør vi også hjemme hos os. Et lille pres henover din steak smager fantastisk godt. I Sanremo ved den Italienske Riviera, hvor vi har en lejlighed, får vi tit Biscotti Regina, en lækker citronsmåkage.
Biscotti Regina - ”Dronningens småkager” med en delikat smag af citron og anis.
De traditionelle italienske småkager er opkaldt efter dronning Margherita de Savoia, som også har lagt navn til den velkendte Pizza Margherita.
Tid: 25 minutter.
Hviletid, dej: Mindst 1 time
Bagetid: 10 minutter
Antal: Ca. 50 styk
• 250 g hvedemel
• Revet skal fra 1 citron, usprøjtet
• 75 g sukker
• 2 tsk. bagepulver
• 125 g smør
• 1 spsk. anisfrø
• 1 æg
• 1-2 spsk. citronsaft
Citronglasur:
• 1,5 spsk. æggehvide
• 1,5 dl flormelis
• 1 knivspids fint salt
• 1,5 spsk. citronsaft
1. Bland hvedemel, citronskal, sukker og bagepulver i en skål. Skær smørret i små stykker, og smuldr det i melblandingen med fingerspidserne, til det ligner groft rasp.
2. Knus anisfrøene let. Pisk æg, anisfrø og citronsaft sammen i en skål, og hæld det derefter i melblandingen. Saml dejen hurtigt med hænderne til en klump, undgå at ælte mere end højst nødvendigt.
3. Tril dejen til en tyk pølse, og lad den hvile tildækket i køleskabet i mindst 1 time.
4. Rul dejen ud i ca. 1 cm's tykkelse, og skær ca. 50 aflange småkager med en skarp kniv. Læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Tryk dem med en gaffel, så de får et stribet mønster.
5. Bag småkagerne i en 180° varm ovn i 8-10 minutter, til de er let gyldne.
6. Citronglasur: Pisk æggehvide med flormelis, salt og citronsaft til en cremet glasur, brug en elpisker. Pensl de bagte, let afkølede småkager med glasuren, og stil dem tilbage i den slukkede, men stadig halvvarme ovn. Lad kagerne stå i ovnen i ca. 1 time, så glasuren får lov at tørre, mens ovnen mister sin varme.
Limoncello - frisk og lækker
Tid: 20 minutter.
Limoncello er en dejlig italiensk citronlikør, der stammer fra Amalfikysten. Du kan med fordel også bruge limoncello i desserter.
Du skal bruge:
Skal og saft af 15 økologiske usprøjtede citroner
1 flaske smagsneutral Brøndum Snaps
Sukkervand lavet af 1,2 liter vand og 750 g sukker
1. Skyl citronerne, og riv eller skær den gule skal af – undgå at få den hvide, bitre hinde med. Pres saften ud af citronerne. Læg citronskallen ned i en skål med låg, og hæld citronsaft og snapsen over. Lad det trække i mindst 7 dage, gerne 14.
2. Sirup: Kog vand og sukker sammen, til sukkeret er opløst. Lad blandingen køle af. Hældes i citron-blandingen – du kan evt. smage til, så du får den sødme, du foretrækker.
3. Lad herefter Limoncelloen trække i yderligere 7 dage. Si blandingen og hæld den på skoldede flasker. Limoncelloen kan holde sig i op til 2 år. Læg den i fryseren, et par timer inden du vil drikke den, og nyd Limoncello iskold.
Jeg forbinder altid citroner med Italien. På vores rejser dertil ser vi mange citrontræer og overalt kan du købe flotte, gule og solmodne citroner. Italienerne bruger denne gule frugt meget i deres mad – og det gør vi også hjemme hos os. Et lille pres henover din steak fx smager fantastisk godt. I Sanremo ved den Italienske Riviera, hvor vi har en lejlighed, får vi tit Biscotti Regina, en lækker citronsmåkage.
Naturligvis har den italienske citronlikør Limoncello også fulgt os siden vores første rejse til Italien. Vi holder meget af de hjemmelavede Limoncelloer, idet mange af de købte nemt kan smage parfumeret – og det er slet ikke meningen. Den skal have en frisk og kølig citronsmag. Vi holder meget af den gule drik, så vi laver den også herhjemme, og serverer den bl.a. mellem en forret og hovedret – eller efter middagen. Altid iskold – direkte fra fryseren og i små glas.