I Piemonte finder man tonsvis af vingårde hvor man både kan smage og handle vin. Nogle af dem tilbyder endda også overnatning på stedet - langt den største del af dem som bed & breakfast af varierende kvalitet. Det er til gengæld yderst sjældent, at kombinationen vinproducent og privat pool-villa eksisterer. Men den er her - og endda en uvirkelig lækker villa, topmoderniseret uden at miste nogen form for sjæl. Og så er villaen opdelt, så man meget bekvemt kan rejse ex. to familier sammen, men også hver for sig.
Charme, tradition og elegance
Villaen - eller rettere de to selvstændige boliger som der faktisk er tale om, har alt hvad man kan ønske. både kvalitets- og pladsmæssigt. De to boliger, der ganske vist udlejes som én, er beliggende overfor hinanden med selvstændige indgange og hhv. tre og to soveværelser. For begge gælder, at de er både elegante og charmerende og holdt i traditionel byggestil med meget råt udtryk kombineret med moderne bekvemmeligheder og indrettet med meget stilsikker hånd. Der er meget veludstyrede køkkener i begge boliger, hvilket vil gøre det til en oplagt bolig hvis man ex. er to familier der gerne vil rejse sammen, men alligevel også har et ønske om en smule privatliv. Det er ikke muligt at leje den ene bolig alene.
Bolig med tre soveværelser
den største af de to boliger er i to forskudte plan. Nederst er der stor opholdsstue med bekvemme møbler, tv og brændeovn samt et meget stort køkken med opvaskemaskine, ovn, fryser, komfur, køle- og fryseskab, kaffemaskine mv samt spisestue. En betontrappe med stålgelænder fører til øverste etages svalegang hele vejen rundt om stuen, hvorfra der er indgang til tre soveværelser - alle med badeværelse en-suite. Det ene af de tre soveværelser har også en dobbelt sovesofa til børn. Der kan dermed bo op til seks voksne og to børn i del af boligen.
Bolig med to soveværelser
Den anden af de to selvstændige boliger ligger bare få skridt fra den første bygning. Adgang til boligen sker via trappe til første etage, hvor hele boligen er samlet i ét niveau. Også i denne del af boligen kommer er der et meget stort og veludstyret køkken samt opholdsstue med bekvemme møbler. Der er to soveværelser - begge med badeværelse en-suite. Det ene soveværelse har en ekstra seng til et barn. På denne side er der således sengepladser til op til fire voksne og et barn. Der opnås adgang til det ene af de to soveværelser via balkonen med udgang i stuen.
Atriumgård
Mellem de to afdelinger af boligen, nærmest som i en atriumgård, er villaens private pool beliggende. Blandt andet. For ikke alene er der et bassin på 12,5 x 5,5 meter til privat afbenyttelse. Der er også en jacuzzi på 2,4 x 2,4 meter samt et overdækket spiseområde. Rundt om poolen finder man bekvemme møbler, lige som der flere andre steder i haven er opholds- og spisepladser. Og selvfølgelig en grill.
Aktiv vingård
Selv om hele bygningsværket egentlig er gammelt, er der inden for de senere år opbygget en ny vin-produktion med dertil nye produktionsfaciliteter og et meget stort og yderst moderne smagerum. Her kan man få smagsprøver på vingårdens mange forskellige vine og andre delikatesser. Der tilbydes også vandreture i vinmarkerne, så man får mulighed for at få hele oplevelsen ind under huden.
Beliggenheden i Monferrato
Vingården er beliggende i regionen Monferrato. En stille dal, men på ingen måde isoleret fra omverdenen. Der er således bare to km. til nærmeste by, Mombercelli, hvor man finder forskellige forretninger og restauranter. Den livlige handelsby, Nizza Monferrato, hvor man finder alt fra supermarkeder, specialbutikker, caféer og restauranter er 10 km. fra villaen og med bare 20 og 35 km. til hhv. Asti og Alba, er man i en position, hvor man kan opleve store dele af det Piemonte, som de fleste kommer efter, nemlig den eno-og gastronomiske ferieoplevelse. Der er, ud over den lokale vingård, masser af andre betydningsfulde vinproducenter i området, der laver vine af de to hoveddruer i området, nebbiolo og barbera. Der er 25 km. til den berømte kurbad-by, Acqui Terme. Samme distance er der til Canelli, hvor man finder de berømte underjordiske gange fyldt med bobler. Alt sammen værd at køre efter - hvis man ikke bare bliver her, hvor man stort set har alt.